VM 2016 i Linz, Østrig

Klubben var tæt pakket, da IKK for første gang nogensinde havde en deltager med i en VM finale i WKF regi.

Aldrig før har en senior udøver stået i en VM finale i kumite, så Katrines præstation i denne uge er uden lige og helt igennem fantastisk.

Klubbens medlemmer var aktive på "sidelinjen" og krydsede fingre for et godt resultat. Det blev det under alle omstændigheder. Fra trænerstab, bestyrelse og klubbens medlemmer skal der lyde et stort tillykke med den flotte sølvmedalje!

Læs artikel på Danmarks Radios hjemmeside her...

Se billederne nederst!

Mvh. Peter Rømer

Formand - Ishøj Karate Klub

---

Her kan i læse Katrines beretning fra VM:

D. 24. Oktober tog jeg med forbundets landshold til Senior VM i Linz. Det største VM nogensinde med 110 nationer repræsenteret. Herunder 1050 udøvere, hvilket formentlig skyldes, at karate er repræsenteret ved OL i Tokyo i 2020.

De første to dage stod på træning, afslapning og tilvænning til det nye sted, og så tog Bo og jeg godt imod Meryl, som var rejst fra Milano til Linz for at opleve VM og hjælpe mig. Hun var til en rigtig stor hjælp både karatemæssigt og socialt, og så var det bare rigtig godt at se hende igen. Hun har det rigtig godt i det italienske.

Så var jeg ellers på onsdag kl 15:50. Jeg skulle møde Tyrkiet i første kamp, og jeg synes, at jeg får startet kampen ud fint. Midt i kampen får min modstander en skade, og det gør, at hun trækker sig fra kampen, selvom den stod 3-3. I næste kamp møder jeg Korea, hvor jeg vinder 6-0. Dernæst møder jeg en mindre kæmper fra Chile, som har en lidt anden distance end mig, men jeg formår at holde den 1-0. I kvartfinalen møder jeg Bosnien, som var en kamp, hvor jeg ikke kommer helt ind med mine teknikker, men alligevel er jeg den, der styrer kampen, og er mest aktiv. Derfor vinder jeg den 5-0 på dommerstemmer.

Inden jeg skal ind til semifinalen mod en af mine store rivaler, Gitte Brunstad - tideligere viceverdensmester, spørger jeg Bo, om dette rent faktisk er semifinalen, men der får jeg svaret, at nej der er langt endnu. Jeg går ind til kampen mod Gitte med oprejst pande, for jeg vil virkelig gerne vinde denne kamp, da jeg aldrig har vundet over Gitte før. Jeg får startet mine angreb i hendes pres, og er generelt god til at holde hende væk, og derfor så vinder jeg kampen 4-1. På dette tidspunkt er jeg faktisk ikke bevidst om, at jeg er i VM-finalen, så jeg går bare ud til Bo, og taler om kampen med ham. Derefter kommer Leif fra Aalborg (tideligere LH-træner) over til os og siger tillykke med finalen, og jeg kigger lidt undrende på ham. Og så går det rent faktisk op for mig, at den faktisk er god nok. Jeg er i finalen. Jeg bliver rigtig rørt og emotionel, og ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. For jeg kan faktisk slet ikke forstå det. Næsten hele LH-delegationen kommer ned, og giver mig en kæmpe krammer, og de er lige så rørt, som jeg.

Men derfra var det langt fra slut, for Bo og jeg havde en finale, som vi skulle forberede os til. For den ville vi vinde. Vi gik faktisk allerede ind i vores zone næste dag, torsdag og brugte den og fredag til at forberede os. Vi nåede faktisk slet ikke at glæde os oprigtigt over, hvilket resultat vi lige havde lavet, men det tror jeg også var rigtig vigtigt, at vi ikke gjorde. I forberedelsen brugte vi tid på at se mine videoer igennem, kigge på videoer med Alisa Buchinger (den østrigske kæmper, som jeg skulle møde) og generelt snakke om hende, mentale faktorer, vores plan, følelser osv. Dertil var det øvrige landshold samt Allan Busk og Michael Andersen rigtig rummelige, og gav os rigtig meget tid, plads og forståelse for vores forberedelsestid og måde. Alt var perfekt.

Så blev det lørdag, og jeg skulle kæmpe 12:26. Vi havde forberedt os rigtig grundigt, og inden jeg skal til at træde ind i hallen og arealet, har jeg det rigtig godt. Da jeg står på arealet og publikummet, kameraerne og bifaldene alle kører på fuld skrue, ser jeg alligevel kun Alisa. Vi havde lagt en plan, som jeg ikke helt formåede at følge. Jeg kæmpede kampen, og jeg kæmpede for at vinde, men det lykkedes ikke denne gang. Kampen ender 6-1, selvom at jeg synes, at den sidste wasari hun får for, ikke er der pga. parade. Men nok om det. Den østrigske favorit vandt, og jeg blev viceverdensmester. Jeg var faktisk lidt skuffet og irriteret over min præstation, men sådan er det. Overordnet set, så gjorde jeg det jo godt.

Bo og jeg kom derfor hjem med en sølv medalje ved dette års senior VM. Vi har været rigtig taknemmelige, rørt og glade for alt jeres opbakning undervejs. Det har været noget helt særligt. Vi har forholdt os passive indtil nu mht. kommunikation, men det har vi gjort med vilje, da vi havde lukket os selv ind i vores zone. Men vi er virkelig glade for jer og opmærksomheden. Støtten fra jer er en af grundene til, at dette kunne lade sig gøre.

Vi er tilbage igen og klar til at træne videre, efter at vi først lige har fået lidt tid til at glæde os over det gode resultat og den præstation, som vi har hevet med hjem.

---

Herunder er billeder fra fællesarrangementet i klubben, et par billeder fra Linz og afslutningsvis en håndfuld billeder fra Kastrup lufthavn midnat mellem søndag og mandag:

Katrine, Bo og Meryl den glade hjælper!

Hjemkomst og ventetid i lufthavnen.

Fars pige!